Formaldehyd mistænkes for at være kræft- og allergifremkaldende.
Symptomer på formaldehyd i indeklimaet er blandt andet svie i halsen, rindende øjne, åndedrætsbesvær og hovedpine. Personer med allergi er især udsatte og kan opleve disse gener selv ved meget lave koncentrationer af formaldehyd.
Naturligt forekommende
Man kan ikke helt undgå formaldehyd i sin bolig, da stoffet findes naturligt i f.eks. træ. Det findes også i gulerødder, æbler og tomater, om end i ekstremt små mængder. Desuden frigives formaldehyd ved tobaksrygning og afbrænding af træ i brændeovne.
Konserverings-, rengørings- og desinfektionsmidler, tekstiler, maling og syrehærdende lakker, som anvendes til lakering af møbler og trægulve, indeholder også formaldehyd. Dog er limede træplader, f.eks. MDF-plader og spånplader, de største syndere i forhold til høje formaldehyd-koncentrationer i boliger.
Den store udbredelse af formaldehyd i en lang række produkter skyldes at stoffet er et effektivt bindemiddel, samt at det kan øge produktets levetid og forbedre det brugsegenskaber. Formaldehyd er tilmed meget billigt at producere.
De anbefalede grænseværdier for formaldehyd
WHO anbefaler, at det samlede indhold af formaldehyd i indeluften ikke overstiger 0,1 mg/m3. I Danmark har Arbejdstilsynet sat grænseværdien en smule højere, nemlig til 0,15 mg/m3.
Koncentrationer på mere end blot 0,05 mg/m3 kan dog irritere øjne, næse og hals. Formaldehyd afgiver en skarp, stikkende lugt, som følsomme personer kan lugte ved koncentrationer så lave som 0,03 mg/m3.
Sådan reducerer man koncentrationen af formaldehyd
Ventilation er nøgleordet, hvis man ønsker at begrænse indholdet af formaldehyd i luften. Ventilation er i det hele taget vigtigt for at opnå et sundt indeklima generelt.
Især hvis man har fået nye møbler, trægulve eller køkken, anbefales det at lufte ekstra ud. Disse kan nemlig afgive formaldehyd-dampe.
I Danmark har afgivelsen af formaldehyd-dampe fra træplader været lovgivningsmæssigt reguleret siden 1980. Alle byggevarer, der potentielt kan afgive formaldehyd, skal være CE-mærkede.
Brug MDF- eller spånplader, der er overfladebehandlede med maling eller finer. Overfladebehandlingen reducerer afdampning af formaldehyd. Desuden bør der gå mindst fire uger fra pladerne er produceret til de tages i brug, da nye produkter afgasser mest.
Tjek ved indikationer
Hvis man oplever lugte en skarp og stikkende lugt, eller oplever gener som irriterende øjne og slimhinder, bør man undersøge niveauet af formaldehyd i indeklimaet. Det kan nemlig indikere forhøjede niveauer af formaldehyd i indeluften.
Gamle spånplader eller spånplader, der er fugtskadede, giver ekstra grund til at være påpasselig. Sådanne plader er ofte årsag til forhøjede koncentrationer af formaldehyd.
Sådan måler du mængden af formaldehyd
Det er hurtigt og enkelt at teste for indholdet af formaldehyd i indeluften med vores elektroniske formaldehydmåler. En avanceret, elektrokemisk sensor sikrer at niveauet af formaldehyd i indeluften kan måles ganske præcist.
Desuden kan apparatet måle TVOC (Total Volatile Organic Compounds eller samlede flygtige organiske forbindelser). Dermed er det altså også muligt at fastslå om niveauet af disse organiske forbindelser, der oftest optræder i dampfom i indeluften, overstiger grænseværdien på 3 mg/m3.